Basset Hound

En Basset Hound er en dejlig familiehund og god til børn. Den har et venligt sind, er rolig og hengiven og har en charmerende, ofte egenrådig karakter. En Basset Hound trives bedst i selskab med en anden hund – især hvis den skal være alene hjemme mange timer om dagen.

Der er tale om en stor hund på korte ben; en voksen Basset-han vejer ca. 30 kg, og en tæve ca. 25 kg. Højden er ca. 33-38 cm.

I sit første leveår skal den motioneres moderat og den skal helst ikke gå på trapper. Når den først er voksen har den til gengæld behov for daglige gåture, hvor den kan få udviklet og vedligeholdt sin muskulatur.

Pelsplejen på en Basset Hound er meget begrænset; det er nok at børste den jævnligt med en gummibørste og at vaske den med mellemrum. Som alle andre korthårede hunde fælder den to gange om året.

Basset Hounden har oprindelse i det franske
Hunderacen Basset Hound kan spores helt tilbage til 1561, hvor en illustreret jagttekst fra Frankrig omtaler en hunderace ved navn Basset. Der er 6 anerkendte franske Basset hunderacer. Basset hunden blev avlet specifikt til jagt, og blev bl.a. ofte benyttet af Napoleon III. Det er også antaget, at USA’s første præsident George Washington modtog et par Basset Hounds som gave fra Marquis de LaFayette. Den Basset Hound vi kender I dag baserer sig på et mix af både en jagtlinie og en selskabslinie af hunderacen, som blev fremavlet i 1900-tallet. Da jagt har mistet meget af sin historiske popularitet i dag, udfylder mange Basset Hounds nu mest rollen som familiehund, og har mistet meget af det gamle jagtinstinkt.

 

 

Comments are closed